»Hvert tiende tilfælde af en særlig kræftform i huden ville forsvinde, hvis vi fjernede lægemidlet. Eller 250 færre danskere kunne hvert år undgå at få hudkræft«. Sådan siger ph.d. Anton Pottegård, lektor på Afdeling for Klinisk Farmakologi og Farmaci, Syddansk Universitet, der står i spidsen for et dansk forskerhold. Forskerne får i dag offentliggjort nye opsigtsvækkende resultater i verdens førende videnskabelige tidsskrift for hudsygdomme, Journal of the American Academy of Dermatology. De kæder et af verdens mest populære lægemidler – kombinationspræparater mod forhøjet blodtryk med indholdsstoffet hydrochlorthiazid– direkte sammen med en markant øget risiko for hudkræft.
Source: Dagbladet Politiken December 04, 2017 08:43 UTC