Politikens Ditte Giese finder anledning til at udnævne mig til alfahan og påstår, at jeg skriver med pikken. Grunden til disse dybt krænkende beskrivelser er, at jeg i en kronik i Information har forsvaret Peter Aalbæk Jensen mod mediernes heksejagt på ham (25.11.). Det samme har i øvrigt 88 af de såkaldte småtter: De er fulde af begejstring for deres tid på Zentropa og føler sig ikke krænket. Jeg praler nødigt med egne fortjenester, men når jeg nu ligefrem i en overskrift bliver beskyldt for at repræsentere en pikkultur, må det være tilladt at påpege, at jeg ved enhver given lejlighed helhjertet har støttet kvindelige filminstruktører. En af mine seneste bøger, ’Film med håndskrift’, indeholder udførlige kapitler om vores to bedste kvindeinstruktører, Jytte Rex og Pernille Fischer Christensen, og da rødstrømperne i 1970’erne efterlyste kvindefilm i biograferne, var det da ikke dem selv, men en alfahan som mig, der importerede disse film.
Source: Dagbladet Politiken December 07, 2017 06:39 UTC