Der er gudesmukt. Men der er også plads til minedrift, landbrug og motorsport. Så nu har den amerikanske præsident besluttet at skære store stykker land ud af to fredede naturområder i staten Utah, så der kan blive plads til industriel udnyttelse af ressourcerne. Donald Trump har netop skrevet under på, at væsentlige dele af de fredede såkaldte nationalmonumenter Grand Staircase-Escalante og Bears Ears skal have fjernet de fredninger, der i sin tid blev indført af hans forgængere Bill Clinton og Barack Obama - begge fra Trumps politiske modstandere i Det Demokratiske Parti. Dekreterne nævner et par konkrete eksempler på, hvad der kommer til at ske: Områderne skal kunne udnyttes i overensstemmelse med lovene for mineraludvinding og minedrift.
Source: Dagbladet Politiken December 05, 2017 05:44 UTC